Øget klimatolerance i skov – forbedring af skovtræers tørkeresistens ud fra dronebaserede målinger


Tørke kan være en alvorlig trussel mod unge skovkulturer og kan også svække ældre træer, og dermed hele skoven. Dette sås i Danmark i 2018 og sådanne ekstreme tørkeperioder forventes at blive hyppigere fremover. En indlysende måde at imødegå den fremvoksende skovs udsathed på er, at der i fremtiden plantes mere tørkeresistente træer. For at kunne identificere og udvælge træer med stor tørkeresistens, er det nødvendigt med en hurtig og pålidelig måling af karaktertræk i træer, som er direkte forbundet med tørkestress. Og som samtidig kan anvendes på mange træer over store arealer – så de bedste individer til den fremtidige skov kan identificeres. Projektet vil etablere en innovativ metode, der beskriver tørkestress hurtigt og præcist. Dette ved brug af dronebaserede målinger i skovbevoksninger, der valideres ved brug af samme metodik i et kontrolleret eksperiment i planteskolen. Den nye højteknologiske metode kan revolutionere effektiviteten af skovtræforædlingen for klimaresistens og give et værdifuldt værktøj til sundhedsvurdering af skovene. Metoden udvikles i en egnet forsøgsart – men har potentiale for anvendelse i mange skovtræarter.

Projektet er et tværfagligt samarbejde mellem forskere i henholdsvis skovgenetik og dronebaseret fjernmåling fra Københavns Universitet, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning. Derved udveksles nye kompetencer på tværs af faggrænser. Læs mere her.