Mere træ i byggeriet er en vigtig brik af den grønne omstilling af Danmarks byggebranche. Hurtigvoksende og klimarobuste nåletræarter som grandis (kæmpegran, Abies grandis) har et stort potentiale for at øge skovenes produktivitet og levere mere træ til byggeriet. Dette projekt vil dokumentere danskdyrket grandis’ egenskaber som konstruktionstræ. Træ fra grandis-bevoksninger på tværs af Danmark er blevet udvalgt, fældet og opskåret. Dette omfattende forsøgsmateriale vil blive sorteret ved visuel styrkesortering og dets mekaniske egenskaber bestemt i henhold til europæiske standarder. Disse data vil blive sammenholdt med indhentet viden om dyrkningspraksis og vækstforhold i bevoksningerne for at kunne optimere dyrkningen af grandis til brug i byggeriet.
En vigtig del af projektet er inddragelse af studerende fra Københavns Universitet, DTU og Syddansk Universitet til at hjælpe med dataindsamling, men samtidig vække interessen for træ til byggeriet på tværs af en række af de danske uddannelser.
Projektet er et samarbejde mellem forskere ved Københavns Universitet, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Sektion for Skov, Natur og Biomasse (https://ign.ku.dk/ansatte/skov-natur-biomasse/) og Teknologisk Institut, Center for Træ og Biomaterialer.