Aksel Olsen var en legendarisk foregangsmand indenfor havekunst og hortikultur med lokal, regional og national betydning og et stort internationalt netværk. Hans store interesse var planter fra andre dele af verden, især Asien, som han i stor stil hjembragte, testede og solgte til danskernes haver i den omfattende planteskole, han etablerede i 1918, – Geografisk Have, der i dag er et kendt, 14 ha stort, kulturhistorisk, offentligt have- og parkanlæg ved Kolding. I tilknytning til planteskolen ligger hans private hjem og have, Brændkjærhøj, der fungerede som hans private eksperimentarium og er en ikke-offentlige miniature-kopi af Geografisk Have.
Hans private have på 7.000 m2 er en enestående botanisk samling af stor havehistorisk værdi, der fortjener nænsom pleje og opmærksomhed efter at have henligget uden pasning i en årrække. Projektets formål er at registrere, hvilke planter, der stadig findes i haven (anslået mere end 500 arter) samt skånsomt retablere haveplanen og og vedligeholde plantesamlingen. Hensigten er, at haven derefter kan åbnes for offentligheden og indgå i havekunst- og kulturhistorisk forskning samt i undervisning af f.eks. landskabsarkitekter og have- og parkingeniørstuderende. Projektet er tværfagligt mellem Geografisk Have, Kolding Kommune og Københavns Universitet, og støttes også af 15. juni Fonden.
Foto: Aksel Olsen malede selv de små akvareller og skrev tekster ind med blyant. Kortene er cirka otte gange fire centimeter. (Foto: Kolding Stadsarkiv)